Til pårørende

Til pårørende

Vi ønsker at jeres barn kan få et så nænsomt skifte som muligt ved indflytning. Derfor opfordrer vi til opbakning og samarbejde. At flytte fra et hjem til et andet er typisk en vanskelig situation for jer alle. Vi vil gøre, hvad vi kan for at lette overgangen. Indledningsvis vil vi informere om husets rytme og vaner, og hvordan vi tænker netop dit barn ind i sit nye hjem.

I det fremadrettede samarbejde forventer vi, at I som forældre/pårørende vil kontakte os, hvis der er noget i undrer Jer over, eller gerne vil drøfte med os – men også gerne kontakte os med ris eller ros.

Trivsel og udvikling skabes gennem sammenhænge i barnets/den unges liv. Sammenhæng skabes gennem samarbejde. Her i NBU har vi særligt fokus på at sikre, at barnet/den unge oplever sammenhæng mellem de forskellige systemer, han/hun indgår i, ved høj inddragelse af forældre/pårørende. I kender jeres børns liv og med jeres viden og erfaring kan vi sammen sikre jeres barn optimale rammer for udvikling.

Ved indflytningen på bostedet får I udleveret en forældremappe med informationsmateriale.

Dette er noget af indholdet

  • Ved indflytning mødes barnet/den unge/eller hentes af sin nye kontaktpædagog. Hvis det er hensigtsmæssigt, laves der en ”følordning”,hvor det nye barn/den unge i den første periode følger en af de andre unge i huset, men eventuelt også rundt i nærmiljøet.
  • Hos os får barnet/den unge sit eget værelse, som indrettes med personlige ting og møbler, som på et typisk ungdomsværelse.
  • Vi inddrager forældre/pårørende i de mål, der er udarbejdet. Det kan fx være: at stå op om morgenen, at møde i skolen, at  negativ adfærd ændres, at indgå i sociale relationer, at man på sigt bliver selvtransporterende osv.
  • Det er vigtigt med et gensidigt samarbejde med kommunikation og medinddragelse. I fællesskab kan vi styrke og udvikle barnet/den unge. Er du/I eventuelt utilfreds med noget, er det vigtigt at kontakte/ringe til pædagogen/afdelingslederen.
  • Barnet /den unge vil få en kontaktpædagog, som har den primære opgave at få hverdagen til at hænge sammen. Kontaktpædagogen vil være bindeled mellem bostedet og Jer. Kontaktpædagogen har sin opmærksomhed på skolegang/job, venner/veninder, familie, trivsel og positiv udvikling.
  • I har som pårørende mulighed for at følge med i Jeres barns hverdag. Vi laver en aftaleramme med Jer. Den vil bl.a. indeholde ringetider, mail korrespondance mm. Efter aftale med rådgiver/kommune kan der aftales besøg af kortere eller længere varighed. Fonden kan stille en familielejlighed til rådighed ved besøg med overnatning.
  • Vi modtager gerne besøg af familie, venner, søskende, bedsteforældre – alt efter aftale. Modsat kan man også besøge sin familie og venner, alt efter aftale og behov.
  • Nær kontakt til forældre/pårørende er en vigtig del af opholdet hos os og bl.a. også grobund for vores pædagogiske arbejde. Det er vigtigt, at pårørende får positiv indflydelse, da de oftest kender deres barn bedst. Vi modtager gerne feedback og uddyber selvfølgelig vore eventuelle bevæggrunde.
  • Når barnet/den unge oplever samarbejde og sammenhæng mellem hjem og bosted, har det oftest positiv indvirkning, og vil give et bedre velbefindende og accept af situationen. Det er vigtigt, at barnet/den unge føler sig tilpas og tryg.
  • Vi tager typisk på en skiferie og en sommerferie pr. år. Skiferien går altid til Østrig. Sommerferien tales der om mellem pædagoger og barnet/de unge – alt efter ønsker. Ellers vil der være ture ud af huset med spisning, shopping, bowling, cafebesøg og/eller andre aktiviteter – igen efter aftale på husmøderne.
  • Arrangementer omkring jeres barn – såsom fødselsdage, konfirmation og andre mærkedage aftales.